Morgencafé for Hjemløse arbejder for at nedbringe hjemløshed samt forbedre livsvilkårene for socialt udsatte. Størstedelen af Morgencaféens brugere er hjemløse, narkomaner, alkoholikere og psykisk syge. De er sårbare og udsatte, og fælles for dem er, at de bruger Morgencaféen som et fast holdepunkt i en omtumlet tilværelse. Morgencaféen serverer mad, uddeler tøj og soveposer samt tilbyder lægehjælp, fysioterapi, fodterapi, klipning og juridisk rådgivning. Morgencaféen afholder derudover julearrangementer, grønlandsk madklub og banko samt tager på naturture for at forbedre hjemløses og socialt udsattes livskvalitet. Stedet kunne ikke eksistere uden de mange frivillige, der hver især viser deres store engagement gennem deres omsorg for udsatte, der ofte ikke har andre fortrolige at tale med i deres liv. Morgencafé for Hjemløse har eksisteret siden 1989.